PIGE-fodbold!! :D

Drengene her er som mange gange nævnt helt vilde med fodbold! De træner tre gangen i ugen, og derudover spiller de lige så snart de får fat i en bold så lang tid som overhovedet muligt ;)

Jeg har nydt at se dem spille, men har dog også savnet lidt selv at spille. Derfor har jeg sammen med nogle andre piger på compounden startet et pigefodboldholdhold op, som spiller to gange i ugen.

Vi er omkring 8-10 piger mellem 11-22 år, når alle er talt med.. Normaltvis er vi dog højest tre på hvert hold og så låner vi et par drenge til at stå på mål. Nogle få af pigerne er forholdsvis gode til fodbold, men der er ikke en eneste af dem, som kender reglerne - i hvert fald følger de dem ikke. Sådan noget som når man tager bolden med hånden, prøver jeg konsekvent at give frispark, da det er en ret væsentlig regel, men hjørne og ude spiller vi ikke med. Det er for vanskeligt ;) de er også ret gode til at rive i den, der har bolden. I onsdags var der en af pigerne, der løftede mig væk fra bolden og spillede videre.. Ja ja, reglerne må vi tage lidt af gangen ;)

På trods af en enormt ringe og ujævn bane med massere af store sten, og på trods af at reglerne ikke bliver overholdt, kuldesved, varmen (40° i skyggen - vi spiller i solen), støv i luften og halsen, forbipasserende, der går ind over banen, eller små børn, der står og kigger på INDE på banen, mål lavet af sten osv, så hygger vi os bare rigtig meget med at spille, vi får grinet lidt, og jeg synes bare det er så skønt at spille fodbold!

Forhåbentligt kommer der lidt flere piger til, så spillet kommer til at fungere lidt bedre.. Men jeg er i hvert fald bare rigtig glad for at få spillet noget fodbold! Og derudover er det også super, at være lidt sammen med nogle piger, da de er de eneste piger, jeg er sammen med.

Så livet, fodbold og Cameroun er da fantastisk! :D

Mine fantastiske afrikanske brødre

Det er så ubeskriveligt dejligt at være sammen med alle mine dejlige afrikanske lillebrødre igen!! Jeg nyder hver dag, og jeg glæder mig inderligt over at have fået muligheden for at komme herned igen, for jeg holder så meget af dem!

Flere af drengene snakker tit om, at de gerne vil med os til Danmark, når vi rejser, andre har forstået, at det kan ikke lade sig gøre, men håber på engang at komme til Danmark, for at blive der! Det er meget sødt, selvom de nok også godt ved, at det er lidt urealistisk, men de har stadig håbet, og det er muligvis også til at forstå, når man ser på deres baggrund.

Den anden dag fik jeg mig en rigtig god snak med en af drengene. Han fortalte om hele sit liv. Da hans far døde, fik hans mor en ny mand, som ikke ville have ham i hjemmet, så han boede som 2-årig hos sin storebror og hans kone, som slog ham meget. Da han blev 5 år, fandt han sig ikke længere i det, og han "flyttede" ud på gaden som gadedreng, hvor man klarer ALTING selv! Som 10-årig kom han i kontakt med Elia, som står for gadedrengeprojektet. Dengang var der ikke noget projekt, men nogle få drenge fik et sted at sove og fik engang i mellem mad her. Senere er det så blevet til det projekt, der nu er i dag, hvor drengene har det godt, og får håbet om muligheden for en god fremtid.

Man kan godt mærke på drengene at de har været vant til at klare sig selv og stå på egne ben, men at der også er andre punkter, hvor de ikke har fået at lov at blive udviklet på og ikke har været børn, som andre. Det kan også mærkes at de har sår på sjælen, og at de har levet på gaden, hvor det handler om at snyde og ikke stole på nogen. Der er det fantastisk at mærke, at volontørenes arbejde her gør en forskel. For flere af drengen kan vi volontører endda komme til at betyde mere for dem end deres egen familie.

For at vende tilbage til ham her drengen, så elsker han ligesom de fleste andre drengene her at spille fodbold, og han har en drøm om at blive professionel fodboldspiller i Danmark. Den drøm har han, fordi han håber for sit eget liv og senere engang sine børns liv, at få det bedre end hans egen barndom. Han siger at han beder hver dag til Gud, om en dag at komme til Danmark, men hvis det ikke er Guds vilje, er det også fint for ham at blive her! Han lever i tillid til at Gud sørger for ham resten af hans liv. Det kan jeg godt lærer noget af!

Hvor håber og ønsker jeg bare af hele mit hjerte, at hver enkel af de her drenge får en god og håbefulde fremtid, fyldt med glæde og Guds kærlighed, så de forstå hvor meget de er værd og så den også kan give den kærlighed videre til de mennesker de møder i deres liv.

Lige lidt forskelligt...

Nu har vi været her i Garoua i en måned. Her har vi oplevet og lavet lidt forskelligt. Nogle af de ting kan ses på billederne her med forklaringer til :) 

Her er vi på vej til Elias mangofarm, og fandt lige en bunke jord, der skulle bestiges

Andreas, Mathias og jeg i et træ, og jeg er lidt utryg ved situationen

Ibrahim fisker efter allakation-frugter, da der ikke er modne mangoer endnu

Nogle nabobørn der lige kom forbi

Seriøs fodboldtræning med Mathias og Ricardo 

Bjerget, der kan ses i baggrunden, var vi på vej hen til for derefter at bestige det. Gaga, Andreas og Ricardo er så klar!

Romain fandt en død fugl på vejen

Så holdes der pause med "madpakker" efter en lang gåtur og en bjergbestigning. For mit vedkommende foregik størstedelen af turen op af bjerget på bare tæer... Av!

Den aften Andreas og Mathias sang en sød godnatsang for mig med stearinlys på sengen

Avisleg med drengene 

Mathias, Ibrahim og Andreas træner lige

Valentinsdag havde Mathias og Andreas lavet fin mad til mig med ananas formet som et hjerte og levende lys på bordet. 

Søde drenge på compounden

På Primary School øver de lige at gå march til optoget på "De unges dag". Det er Ricardo (en af vores drenge)' der går forrest med skiltet

Lionel og jeg sidder og kigger på fodbold 

Fire drenge efter højde: Ouseini, Andreas, Mathias og Ricardo ;)

Afrikansk hår, der!

Mandag sad jeg sammen med nogle piger, der flettede hinandens hår. Afrikanske piger fletter nemlig ny frisure hver uge, da det er det eneste de kan gøre med deres hår, fordi det er kruset og ikke kan blive ret langt. Til gengæld kender de utallige af forskellige måder at flette og sno diverse frisure og i et højt tempo. Imponerende!!

Da en af pigerne, Claris, var færdig med at flette på en anden, fortsatte hun med at flette mit hår i syv fletninger.. Mit hår er ret glat i forhold til deres, så derfor gled fletningerne ud inden dagen efter. Det var dog ikke helt spildt, for efter det besluttede jeg sammen med Claris, at jeg skulle have lavet rigtig afrikanske fletninger :)

Sidder lige og hygger med at flette hår

Onsdag tog Claris og jeg på markedet for at købe SuperStar-hår. De havde ikke lige helt i min hårfarve, så det blev lidt mere rødeligt, men hvad skidt... Vi gik rundt til fire forskellige boder med hår, hvor vi først brugte lang tid hvert sted på at finde to pakker i den samme farve, hvorefter vi diskuterede prisen, men da de ikke ville gå ned fra ca 30 kr til 28 kr gik vi videre. Det handler om 2 kroners forskel, men det skulle jeg jo helst ikke snydes for, syntes Claris ;) Til sidst gav vi dog op og købte to pakker hår for ca 30 kr.. Hvid pris!

Hende i den gule t-shirt, sidder
med det hår jeg fik flettet i..

Her sidder jeg og håber på. at de
 to der fletter snart er færdige ;)

Omkring kl 13 begyndte hun at flette. I 8,5 ikke helt smertefrie timer, sad jeg på et tæppe, mens Claris og af og til nogle andre piger kom og hjalp til med at flette. Vi havde en enkelt pause på knap en halv time, ellers sad vi til kl 22, med ondt i kroppen af at sidde ned, ondt i nakken, rykken og i hovedet af at blive hevet i håret! 

På trods af smerter, var det en hyggelig dag, hvor jeg var en masse sammen med Claris, hendes familie og en helt masse besøgende. 

Og resultatet: bedøm selv! Men i hvert fald er afrikanerne helt vilde med at jeg har fået afrikansk hår, så det må have været det hele værd! :) 

Claris og jeg

Efter en lang men hyggelig dag bliver der lige grinet og hygget

Den første uge i Garoua

Nu er der gået en uges tid siden vi ankom til vores hjem i Garoua i Cameroun for de næste knap fire måneder. Her var gensynsglæde, da jeg blev mødt af drengene, Elia, Nama, Ezai og alle de andre, jeg havde glædet mig til at se igen!! Det var fantastisk at se dem alle sammen igen, og jeg er kun blevet bekræftet i, at det var det rigtige at tage tilbage hertil.

På trods af at vi ikke har programmet helt klar, så har vi alligevel fået lavet og oplevet en del fra hverdagen i Cameroun. Vi har mødt en masse af de mennesker, vi kommer til at være sammen med. Andreas og Mathias har fået lov at spille en hel masse fodbold med drengene, de har prøvet at VENTE, oplevet hvordan der IKKE er styr på tingene, brændt affald af, været på markedet, undervist på primary school, lavet (eller i hvert fald spist) mad bl.a. afrikansk, manglet internet, og de kender nu også til varmen og sved! Alle de ting er allerede helt naturlige for mig igen, selvom jeg sådan set har været hjemme i Danmark i en helt anderledes kultur i syv måneder.
Derimod er Mathias og Andreas blevet overrasket over en del.. Fx sådan noget med at der ikke er styr på noget, hvor besværligt og lang tid det tager at være på markedet, og at man tit skal vente og vente og vente. Det jeg er blevet mest overrasket over er, hvor meget de to drenge har brug for at sove og spise... Varmen har nemlig haft den effekt på dem, at de har brug for at sove ca. 12 timer om natten og gerne to middagsøvne på en times tid i løbet af dagen. Derfor har de jo ikke tid til at lave mad, vaske op osv. Så er det til at regne ud, hvem der kommer til det, og det er altså meget mad de to spiser, når det er varmt...... ;)

Men vi hygger os og nyder samværet med alle de skønne drenge her og de andre afrikanere! Det er dejligt for drengene, at der er kommet to danske fyre ned til dem, som de kan slås, spille fodbold og være sammen med. Jeg får mig sammen med afrikanerne en del grin af dem, men det tager vi på fransk, så de ikke forstår det ;)
Det er i hvert fald lige så skønt at være tilbage her, som jeg havde håbet, så jeg er glad og tilfreds, og jeg er nu helt sikker på at næste måneder bliver fantastiske!! :)

Temperatur i dag: 35 grader

Så vender jeg tilbage til Cameroun!

Nu kan jeg ikke undvære mine lillebrødre i Cameroun mere. I hvert fald har jeg nu bestemt, at jeg tager ned til dem igen i fire måneder fra januar-maj 2014.
Efter at have snakket med Jakob fra Afrika In Touch for knap to uger siden, fandt jeg ud af, at det var muligt for mig at tage afsted igen til foråret. På trods af at jeg smutter væk fra min familie, mine venner, Teen-Devote, Eliezer IMU, arbejde og min kusines konfirmation, hviler jeg nu i min beslutning om at tage af sted igen. Tak for støtte, snakke, tanker og forbøn!

Denne gang skal jeg rejse sammen med Andreas og Mathias , som jeg ikke kender endnu, men som jeg glæder mig meget til at lære at kende. De er nogenlunde på min egen alder, og jeg er sikker på, vi nok skal få fire gode måneder sammen i Cameroun.

Jeg ser frem til fire skønne men anderledes måneder i varmen, sammen med de fantastiske mennesker i Cameroun. Så vil jeg bare sige: Adieu Danemark, Sannuko Cameroun et merci Dieu!

Det er jo kærligt ment

Når temperaturen nærmer sig de 45 °C, kunne man godt have lyst til at tage ud at svømme. Det havde vi i hvert fald, så fordi vi havde påskeferie fra collage, blev det muligt for os torsdag. Så vi betalte 15 kr. per person, for at komme ind at bade i en pool, som vi havde helt for os selv i smukke eksotiske omgivelser. Det blev tre fantastiske timer i middagssolen, hvor vi skiftevis svømmede rundt i poolen og kom op og tørrede. Vi nød det rigtig meget og blev enige om, at det var noget af det bedste, vi har gjort for os selv.

Men så kom vi hjem… Nanna, Maja og jeg havde ikke bare fået en smule farve, men vi var for alvor blevet stegt RØDE. Mave, skuldre (de tidligere farmer-arme), lår og knæ jamrede sig uafbrudt. Derfor tænkte jeg, at det ville blive farligt at komme over til drengene, da de godt kan finde på at være lidt voldsomme…

Heldigvis blev jeg positivt overrasket over dem. Drengene skulle selvfølgelig lige finde ud af, hvortil grænsen for ondt gik, om det gjorde ondt, når man slog, når man aede, eller når man bare holdte hånden helt stille ovenpå. Da det eneste, der ikke gjorde (meget) ondt, var, når de forsigtigt holdte deres hånd stille oven på solskoldningen, gjorde de, til min overraskelse, kun det. Når nogle af de andre, der ikke kendte til, hvor ondt det gjorde, kom hen og skulle til at fx slå, nåede drengene, jeg sad med, at stoppe dem, fordi, de vidste det gjorde ondt på mig.

De fandt også ud af, at det var rart for mig, at blive kølet ned, så de lagde en kølig hånd oven på de solbrændte steder, igen omsorgsfuldt for at jeg ikke skulle have ondt.

Egentligt var det ikke nogen overraskelse for mig, da flere af dem sagde til mig, at jeg skulle til læge med det. Alle i Cameroun er nemlig vilde med læger og medicin, så hver gang der er det mindste galt, vil de have medicin for det. At bivirkningerne nemt kan være værre end sygdommen, er knap så væsentligt. Så da sorte mennesker ikke kender til at blive solbrændt, synes drengene selvfølgelig også, at jeg skulle have noget medicin for det. Jeg tror dog til sidst de fangede, at det ikke ville hjælpe.

De kære drenge blev dog ved med at prøve på at hjælpe mig. Nu ville de til at putte noget cremelignende smørelse på, som de normalvis bruger til deres sår. Selvom jeg ikke synes, det var en god ide, mente drengene, at det helt sikkert ville hjælpe. Det gjorde ondt, mens de smurte det på, men dette var ingenting i forhold til det næste. For pludselig begyndte cremen at brænde voldsomt på mine i forvejen solbrændte knæ, da det var en slags varmecreme, de havde puttet på. Drengene kunne dog godt se, at det skulle hurtigt vaskes af igen. Så de sad en dreng og holdte mine arme, så jeg ikke strittede imod, mens to andre drenge skrubbede cremen af med sæbe og vand. På trods af ufattelige smerter, vidste jeg godt, at de ville mig det bedste.

Efter alt dette gik jeg hjem med endnu større smerter, end da jeg kom. Men modsat hvad jeg havde frygtet, skyldtes det ikke drillerier, men det var kun på grund af omsorg for mig. Efterfølgende har de også spurgt til min solskoldning hver gang, de har set mig.

Det er altså nogle fantastiske og kærlige drenge, vi er sammen med her. Så de ekstra smerter, vi kan få, må overskygges af omsorgen, de giver. Det er jo sødt!